30 apr 2021

”Light-udgave” af Tune Up i Kerteminde den 24.-25. april.

I dejligt solskin, let til frisk vind fra nord fik vi i Kerteminde gennemført årets Tune Up

På grund af Coronarestriktioner kunne det oprindelige program ikke gennemføres, men vi havde alligevel nogle gode intense og lærerige dage på vandet hvor de to baneledere Bjørn Stephensen, Verner Vestergård og coach Morten Henriksen førte ”taktstokken”.

Vi var 16 Folkebåde på vandet, fik gennemført 30-35 starter i perfekt vejr, hvor man kunne prøve taktikker og strategier af, uden omkostninger for et resultat, – en ganske god måde at prøve nogle ting af på, som man ikke altid tør til et stævne.

Konceptet med 2 prøvestarter med hurtige tilbagekaldelser og en ”rigtig” 3. start med et helt opkryds og en lænser tilbage til gaten fungerede rigtig godt, og så en ny omgang forfra igen.

Kommunikationen sejlere og baneledere imellem var rigtig god via VHF´en, så alle var med på, hvad ”der var gang i”.

Begge dage blev afsluttet af Morten Henriksen med en kort og lærerig evaluering, hvor man kunne tage gode tips med hjem efter behov.

Også tak til Peter Brøgger, som kom forbi om lørdagen og tog nogle fine billeder.

Så alt i alt var det en perfekt måde at starte sæsonen på, som vi vil gentage til næste år.

/Henrik Møhl

Kerteminde Sejlklub